De to første ekspeditioner til fangsfelterne ved Spitsbergen er lykkelig og vel hjemkomne. I den tro, at publikum vil ha interesse af at høre lidt om disse forsøg, har vi henvendt os til hr. Peter Brandal og søgt nogle oplysninger.
Hr. Brandal meddeler, at han de 4 næstforegående år har været på Finmarksfiske med slup «Brandal», som han selv eiede og førte. Dernord fik han høre om ekspeditionerne til Spitsbergen, fik interesse for disse og stor lyst til at gjøre et forsøg. Han havde nær udrustet «Brandal»; men den var vel liden til dette brug; – og så var udrustningen meget kostbar. For det første måtte han derfor opgi at realisere sin plan.
Siden solgte han sluppen dernord og kjøbte igjen den noget større «Minna» – en skøite på 33 tons. – Nu fik faderen, Sevrin Brandal, overtalt hr. kjøbmand P. Th. Sandborg hersteds til at udruste sin storskøite «Nils Liaaen» for fangst ved Spitsbergen. Hr. Sandborg stillede sig som venteligt længe tvilende til det nye projekt. Han skrev til forbindelser nordenfor og forespurgte om sagen, men meddelserne derfra lød alt andet end opmuntrende. Sevrin Brandal gav sig imidlertid ikke. Han mente at det var rimeligt, at man dernord ikke stillede sagen i det gunstigste lys, da man vel helst ikke ønskede konkurrance herfra. I tillid til Brandals pålidelighed og dygtighed gik da hr. Sandborg endelig med på forsøget.
Men nu vilde også sønnen Peter Brandal afsted. Og fullstendig på egen hån[d] udrustede han «Minna». At det ikke var spøg for en fisker, vil man forstå, når man hører, at udrustningen – foruden fartøiet – kostede ikke minde end 4000 kroner.
Så bar det da nordover i midten af april. På 3 1/2 døgn seilede han herfra til Tromsø. Der hyredes harpuner, hvorefter kursen sattes op i isen 100 mil vest for Spitsbergen. Til en begyndelse gik det nokså småt, og i midten af juli flyttede de hen under Spitsbergen. – Der blev det bedre.
Fangsten gjælder hvalros, kob,sæl, klapmus, isbjørn og ren. Ialt havde de 160 tønder tran. De fik 30 hvalros. Af bjørne fældede de 8 og fangede 2 levende – unger. Disse sidste bragtes med hjem i fangenskab, og de bidrog til underholdning ombord. Af skipperen og harpuneren fik de sukker og havregrynssuppe, som de likte svært godt; og mod disse sine velgjørere blev de snart adskillig mindre pirrelige end overfor de andre af mandskabet. – Af ren fældedes 9.
Da de vendte tilbage til Tromsø, viste det sig, at de havde den største lod af alle, som kom ind dertil. I fangst (kvantum) var det kun tre, der havde mere, og det var alle større fartøier.
Vi spurgte, om det ikke er hårdt og trist at ligge deroppe i isen hele sommeren. Nei da, det er slet ikke hårdt, påstod Brandal. Tvertimod, der var «ualmindelig fine dage», de havde. Det var ikke videre arbeide. Kun at passe skuden. Og veiret var vakkert, så vi i 3 1/2 måned ikke «skifted klyver». Men det var meget tåge, som hindrede fangsten. Trist var det nu slet ikke. Fangsten var «forfærdleig interessant». Den fugtes med spænding og iver af alle ombord. Tiden gik så hurtig, at han ikke vidste, hvor sommeren var blit af.
Om fangsten fortalte Brandal følgende: De havde altid en mand i tønden på udkig. Til at se dyrene godt i kikkert skal det stor øvelse. – To harpunerere eller skyttere medhavdes; kun disse og skipperen havde lov til at skyde; – til at alle skulde få prøve blev bomskuddene altfor kostbare; f.eks. på hvalrosserne gjælder skuddene et par hundre kroner. – Sjelden skydes fra fartøiet, da dette i reglen ikke kan komme nær nok. Brandal havde dog egenhændig skudt 27 dyr fra skuden. Fangsten foregår mest fra bådene. Harpunererne eller fangstmændene er hvidklædte med hvide huer. De lægger sig ned på isen for at komme på skudhold. I almindelighed er jagten ikke farlig. Hvalrosssen kan dog ofte være lei at komme ud for. På isen bevæger både denne og kobben sig så hurtig, at en mand må kvikke sig, om han skal komme undda, når der er lidt sne. Men det er i vandet, når den anfalder båden, hvalrossen er farlig. I almindelighed kan man komme dyrene på 70-100 meters afstand, før man skjød. Remingtongevær benyttedes.
Ofte kunde jagten være meget interessant. Engang kom de over en isbjørn, som stod og forsynede sig af et bytte. Da den fik se jægerne, stod den en stund aldeles som den vilde kantre en gang til hver side, idet den ikke kunde bestemme sig, om den skulde flygte eller bli stående. Endelig bestemte den sig til det sidste. For moros skyld forfuglte de den nokså nær ind på livet, idet den manøvrerede imellem og over isfalgene. Engang havde den nær væltet et isflag over båden. Men snart fik den et velrettet skud.
Som man kan skjønne, beror fangsten meget på harpunererne eller skytterne. Disse har fra 50 til 80 kr. måneden foruden andel i fangsten. 1ste harpuner med Peter Brandal havde en nettofortjeneste af kr. 700 for den 6 måneders tur – kost og alt fraregnet.
Som svar på vårt spørgsmål, om han troede, sådanne ekspeditioner ialmindelighed kunde bli lønnende, svarede hr. Brandal, at de vistnok for fiskere var meget vovsomme. Havde han på forhånd vidst, hvor kostbart og resikabelt foretagendet var, vilde han kanske ikke ha indladt sig på det, – skjønt han hadde «fælende lyst». – Som det gik, lønnede det sig godt; og næste år vil han afsted igjen.
For kapitalister vil ekspeditionerne være at anbefale, mente han. Især må de kunne bli lønnende, når udrusteren selv forhandler fangsten. Men her havde man jo endnu ikke god rede på behandlingen af varen og på markederne. Brandal havde solgt i Tromsø. Derimod overtog hr. P. Th. Sandborg fangsten fra sit fartøi «Nils Liaaen».
Forundret vil man sikker bli, når vi meddeler at Peter Brandal kun er 27 år gammal. Han blir 28 år den 21de december. Vi spurgte, hvorledes han, der er så ung, økonomisk kunde klare så meget. Hertil svarede han, at han har intet andet, end hvad han selv har tjent. Siden han blev konfirmeret har han drevet al slags fiske. Og «det er så rart med det», sa han, «når man er ordentlig, ærlig og redelig, kommer det lidt om sen; og har man først lidt, går det senere ligesom af sig selv». Det er godt gjort! tænkte vi. Og lykkelig er det land, som har mange sådanne ungdommer!
Brandal er godtemplar, og han var enig med os i, at den søndmørske fisker kan stå sig godt, når han kun er ædruelig og ordentlig. Men er han ikke det, går det i regelen mindre godt med ham som med andre. – «Ikke så meget for de kronerne, han drikker op ofte, som for det han kommer i sit arbeide og svækker sig», bemerkede Brandal.
Nu var Brandal tænkt at reise hjem og hvile ud en stund.Men han er allerede i træden igjen. Man vilde endelig han han til at ta fiskedampskipet «Fram».
Or Søndmørsposten 17. oktober 1898