Som sagt, Søndmøringerne er sindige, og dertil uhyre dristige, saa Tilstandene paa Møre neppe var saa utaalelige som paa forskjellige andre Steder. Men der er et Sagn om en Hr. Bødtcher, Præst i Volda og Ørsta den sidste Del af det attende Aarhundrede. En Julotte sad Menigheden, af hvilke mange maatte komme næsten fem norske Mil over Landvei og Sjøvei, og ventet på Præsten, som endelig kom langt om længe, skjønt han bodde tæt ved Kirken. Menigheden vidste, at han havde været saa optat med sit kjære Kortspil at han havde glemt Froprækenen. Dels under Indflydelse af Juleøllet, dels af Forargelse over Prestens Ligegyldighed, reiste alle Mand sig, gik frem af Stolene, ned fra Gallerierne, og satte Kursen mod Alteret, hvor Præsten endelig stod færdig at bli iført sit Høitidskrud. Da denne Herrens Tjener saa dem komme, flygtet han ud gjennem Korets Sidedør, – og Menigheden efter! Til Hæld for Præsten var det maanemørkt, saa han kom sig undaf. «Processionen» vendte tilbage til Kirken. Og Præsten? Jo, en Fjerdingvei bortenfor havde han søgt Tilflugt i «Skomagerstolen», en Bergformation som ligner en Kjæmpearmestol, saa nær Sjøen at man kan i Flod dyppe Fødderne i Vandet. Der sad Præsten da en «uttan-soknes» Kirkebaad – helt fra Vartdalstranden – kom forbi. Til disse Folk gav Præsten sig tilkjende og klaget sin Nød. De tog ham ind i Baaden og skydset ham tilbage i Kirken. Ræd var han, men under den moralske Beskyttelse af sine nye bekjendte, vaaget han sig ind i Kirken. Da Folket syntes han havde faat en passelig Lexe, og forholdt sig rolig, begyndte han endelig Gudstjenesten.
Utdrag frå artikkelen ’Kirken i Volda’, skriven av Anna L. Thorwick, Stoughton i Wisconsin.
Fredrik Bødtker var sokneprest i Volda prestegjeld frå 1784 til han døydde i 1801.