Tykone Jonsdotter Nørevartdal var fødd 1779-80. Ho var eldst av dei sju borna til Jon og Brite, innflyttarane frå Sørevartdal som frå 1780 var leiglendingar i Nørevartdal. Ætta deira sit framleis på bruket som heiter Jogarden etter nemnde brukar. Vinteren 1801 var Tykone i teneste på eit av bruka på garden Set, som ligg på nordaustsida av Lepsøya i Haram. I dei dagar stod folket på Nordøyane seg betre økonomisk, enn det ibuarane sør om Breisundet gjorde. Sånn sett kan det ha vore ei heldig utvikling for ei kvinne på jakt etter framtid. Kor som er, fyrst i 1815 fekk Tykone seg ein ektemake i Nils Jakobsson Omnen. Ekteparet slo seg ned i Omnen, ytst på Lepsøya, med storhavet beint imot. Her måtte dei i fyrste grad leve av det dei kunne hale opp or sjøen, for på land var det lite fór å hente til husdyr frå bergsidene som reiser seg bratt or havsstranda. Året 1822 døydde dei begge, Tykone om våren og Nils om hausten. Ein kjenner ikkje til dødsårsaker, enno skulle gå eit halvt hundre år før prestane brydde seg om slikt, kva gjaldt folkehopen. Ei tid etter Tykone og Nils var døde, førte eit steinras i Omnen til at folket flytta derifrå. Dei tok bu i Hellevika, om lag ein kilometer lenger inne på nordsida av Lepsøya.
Eit blikk inn i dei harde levekåra åt folket i Omnen og Hellevik får ein gjennom det Eilert Sundt skriv i 1859 i «Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distrikterne».
[En] af de nærmeste Dage skulde jeg faa høre, hvorledes Ulykken kan ramme, med Kummer og Nød i sit Følge. Jeg tør nok nævne Gaarden og fortælle Noget af, hvad jeg saa og hørte; thi det bør vides, hvorledes nogle af vore Landsmænd maa leve og lide, og det skal forhaabentlig ikke være Beboerne imod, om de saa erfare, at de dog ere erindrede af den Fremmede, som for et Par Aar siden besøgte dem.
Det er Gaarden Hellerviken. Paa Udsiden af det høie Fjeld som danner Lepsøen, er der formedelst en Fordybning i Fjeldet dannet en liden Vig og et Slags Dal, og her, langt fra andre Folk, staa Hellervikens Huse. Næst nogle indegjærdede Jord-Flekker omkring Hus-Klyngen ser man kun Fjeld og Urd og det vilde Hav, og selv hin saakaldte Vig har saa lidt af Ly og Fred, at Folkene ikke engang kunne have sine Baade liggende her. Baadstøden og Naustene ere ved et Sted, som hedder Homnen, etgodt Styrke borte, men ligeledes paa Øens Udside. Her stode ogsaa Vaaningshusene før, paa en snæver Strand mellem Havet og Fjeldet; det var fire Familier den Tid ligesom nu; men selv denne Plads var det dem ikke forundt at beholde: et Sten-Rab fra Fjeldet nødte dem til at flytte Husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle Mands-Aldere siden.
En af Flytningsmændene hed Per. Da han nogen Tid havde boet paa den nye Tomt, kom han engang hjem fra en Fiske-Tour, stubte i Fjæren, idet han skulde svinge sig af Baaden, og forslog sig saa, at han døde, inden man fik bragt ham hjem til Huset. Hans Søn Erik tog ved Bruget og overgav siden som udslidt Mand Bruget til sin Søn Ingebret, hos hvem han da skulde nyde Kaar; men Fader og Søn blev (omkom paa Søen) sammen paa en Reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret ægtede en Lars, og denne forliste med en Ottring og blev, sammen med det hele Mandskab, hvoriblandt 2 andre Mænd fra Hellerviken. Nu tog en Søn af Ingebret, Rasmus, ved Bruget og giftede sig; han maatte lægge Kaar til sin Moder, skjønt hun omtrent ved samme Tid giftede sig for tredie Gang med en Kaarmand og Enkemand inde paa Fastlandet. Efter 2 Aars og 1 Maaneds Ægteskab var Rasmus og en Grande fra samme Gaard ude paa en Færing, og de blev. Hans Enke fødte 6 Uger efter et Drengebarn og blev siddende ved Bruget i sin Enkestand to Aar; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden Mand levede hun sammen i 8 Aar; men saa sit han Sot, laa længe og døde. I denne Tid var det rigtig ondt for Konen: en syg Mand, 4 smaa Børn og derhos Lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var smaat for dem, havde hun havt allehaande Uheld i sit Hus-Stell. Et Træk maa jeg fortælle, saaledes som jeg hørte det af hende selv: i Aarenes Løb vare 7 Kalve, som hun havde sat paa, døde for hende, saa liden Lykke havde hun; da var en Broder af hende, som sad paa Faders-Gaarden, saa betænkt, at han laante hende en Kalv paa sin Lykke; denne Kalv trivedes da ogsaa og skulde netop bære og blive Ko; men endda var det ikke saa beskikket, at Konen skulde nyde godt af den, thi den blev taget fra hende af en Kreditor. – Kort at fortælle, da hun anden Gang var Enke og rent udfattig, oplod hun sin Bygsel-Ret til Gaarden til en anden Bygselmand, den nuværende Opsidder Hans. Af ham skulde hun have Kaar, først noget mindre, nemlig saalænge Svigermoderen eller den fornævnte tidligere Kaar-Kone levede, siden større, naar denne var død; dette Dødsfald er nu indtruffet, og det nævnte Kaar ere 3 Voger Havre, 2 Voger Byg, 1 Vog Blandingskorn, Foster for 2 Sauder samt halvt Foster for en Ko, endelig Brugen af en Agerflek. Hun har den Sorg, at hendes Søn af første Ægteskab er lidet „framtøkjen“, og denne samt det næstmindste Barn maa forsørges af Fattigvæsenet; en Datter er saa stor nu, at hun tjener som Barnepige, og det mindste Barn har Moderen hos sig her paa Hellerviken, hvor hun fremdeles bor i det gamle Hus og med de sørgelige Minder.
Kjelde: Wikisource.org