Nordre Søndmøre, 11te Marts.
I min Skrivelse af 1ste Ds. berettede jeg blandt mere, at der da ovenpå det voldsomme Uveir, der havde gjort Skade både på Fiskeredskaber og Folk, vel var indtrådt Vindstille, men at Sjøgangen endda måtte befrygtes at være svær nok til at hindre Fiskeriets Drivt, og dette gjorde den også den Dag. Om Aftenen, da de Både, der havde holdt længst ud, kom ind Gidskesundet, var Sjøgangen der så svær, at man hvert Øieblik frygtede for, at der skulde bryde endog på 20 a 30 Favnes dybt Vand; og hvad var den da vel ikke ude på Havet!
Jeg læst for nylig i Byens Avis, at En havde fundet sig beføiet til at sætte endel Fiskere i et slet lys efter den Erfaring, han havde gjort. Senere udtaltes i samme Blad, at Fiskerne ere altfor ligegyldige endog for sit Liv, når de under Vinterfisket ikke have Redningsapparater, navnlig Redningsbøier på sine Både. Udtalelserne kunde nok være velmente, men de syntes at røbe altfor liden Erfaring til den Sag, de angik. Man skal sandelig ikke så let skylde vore søndmørske Fiskere for Dovenskab, eller for Ligegyldighed, eller for Dumhed, når det under Fiskeriet gjælder at være om sig, og allerminst, når det gjælder Redning af Liv eller anden Velfærd. Hin nævnte Dag, da Fiskerne forgjæves gjorde Forsøg, omkom dog, såvidt vides, Ingen. Dagen efter, nemlig Tirsdagen den 2den Ds., var de atter ude, men måtte også denne Dag vende tilbage med uforettet Sag; thi udpå Dagen blev Veiret igjen frygteligt. De måtte lendse indover for Storm og Sjøgang, medens Snekaven blev tykkere og tykkere. Det gik ikke allesteds af uden Ulykke på denne Dag, og det var heller ikke at vente. Det største af de her Nord spurgte Uheld indtraf ved Ulla i Harham, idet 5 Otteringsbåde, der i Følge kom ind under Land, sågodtsom samtidigt stødte og knustes på Ullaholmen, en stor Holme, tæt ved Land, og hvorved – efter hvad der nu fortælles som aldeles pålideligt – 14 Mand druknede, medens de andre – formentlig ca. 20 – kravlede sig op på Holmen. Man så Ulykken fra Land, men kunde ikke komme betimelegt til Hjælp, – og et sørgeligt Syn var det; af de Omkomne – så fortæller man – dreve 10 Lig iland næsten straks, og skal nu de andre 4 også være gjenfundne. Hvorledes det står til med dem, der kom fra Holmen med Livet, ved jeg ikke; jeg har ikke hørt noget derom, og det tør da efter Omstændighederne være så tåleligt. Samme Dag omkom en reisende Mand fra Skoue Præstegjæld. Han var ene på sin Færringsbåd, og Ulykken indtraf nok på Fjorden eller ved Stranden imellem Solnør og Fossenæsset. Ved dette fandtes han ilanddrevet død med den knuste Båd ved eller over sig.
Dette var nu om Uveir og Ulykkestilfælde, af hvilke der vel desværre vil spørges flere.
Nu have vi dog senere i nogle Dage havt ret heldigt Veir for Fiskeriernes Drivt, og det feiler visselig ikke på, at vore Fiskere have benyttet Tid og Omstændigheder på bedste Måde, og det med Held. Fangsten har i denne korte Tid været ganske pen både af Sild og Torsk. Vel har der her Nord ikke været Sildfiske, siden min sidste Beretning til Dem, men derimod har det slået særdeles godt til ved Hougsholmen, og heller ikke så lidet ved Stat, på hvilke Steder man endnu holder på med at optage betydelige Låse. Man siger, at der nu af Åsværslild og almindelig Vårsild er fisket over en Million Tdr. Dette er unægtelig et stor Fiske, en stor Indkomst for Landet. Måtte nu Kiøberne, de Handlende med denne Vare, også få en passende Indtægt for, hvad de vove og stræve i denne Retning!
Omtrent 3 Mile fra Land, nemlig fornemmelig ude på Sildstøet eller ved Dybet har Torskefisket været rigt, fornemmelig på Line, i disse Godveirsdage. Man skal allerede have fået gjennemsnitlig ca. 3000 St. på Båd (Ottringer), og har den daglige Fangst pr sådan Båd gjennemsnitlig været ca. 700; flere have fået mere end mindre. Også på mindre Både har man fisket forholdsvis ret godt; det har ikke været ualmindeligt, at man på Trerøringbåd har fået ca. 300 St. daglig. Fisket har været jævnt derude, men, dette har ikke været Tilfældet længere nord. I Harham har det været mindre heldigt. Selv Vigere-Bikserne have hidtil været ulige uheldigere, end man har været længere Syd; men, de «Havkagger» (som man i «Vestmannalaget» for nylig kaldte Fiskerne) forstå sig på Drivten ret godt, og det feiler ikke på, at de have god Børnad, samt at de ere udholdne Karle, når det rønner på. Ude på Fiskepladsen, hvor Bådfisket foregår, drives Fisket storartet af mange, (næsten alle svenske,) Bankfiskeskjøiter. I de sidste Dage skal der have været ca. 20 sådanne, og alle have de været meget heldige. Der skal være fisket døgnligt pr Skjøite gjennemsnitlig ca. 1000 St., så at de ca. tredie hvert Døgn kommer ind til Byen med fuld Ladning, almindeligt omkring 3000 St.; holder dette ved, som det nu har gjort, siden vi fik Godveiret, kan det blive Adskilligt deraf. Den Udrustning med Liner, en sådan Skjøite har, er betydelig, og til disse Redskabers Brug kræves vistnok ikke så lidet Rum. Det kommer da an på, om Fisken findes i udforderlig stor Udstrækning, så at Bådene og Skjøiterne ikke er nødte til at trænge sig ind på hverandre. Imidlertid er det gået begge så tålelig godt hidtil. Vore Fiskere stå dog i den Formening, at Svenskerne med sin Linemængde skade dem, og der har tildels hersket et mindre godt Forhold. I tidligere År har her tildels lagt et svensk Orlogsskib ved Ålesund, for – som det har hedt – at være de svenske Fiskere behjælpelig. Et sådant Skib kommer vel også iår, når det lider noget længere frem. Imidlertid ligger nu i eller ved Ålesund den norske Kanonbåd «Laugen», ført af Premierløitnant Gade, der – så siges det – skal føre Opsyn derude på Fiskepladsene.
Or vekeavisa Møringen, torsdag 18. mars 1869.
En anden Bresvskriver siger: Silden er ikke, hvad man i gamle Dage (1843-46) kaldte «Vaarsild» eller «Graabenssild», den ligner derimod fuldkommen saakaldet «Aasværsild» eller «Storsild», er stor, meget fyldig, fin og fed i Fisken, antagelig bedre end «Vaarsild». Den smager godt og ser pen ud i Salt. Paa Søen gaar den meget spredt og kun faa Favne dybt, og medens nogle Baade derfor kan faa op til 30 Tønder, maa andre som ligger tæt ved ofte lade sig nøie med meget mindre. (Søndre Bergenhus Amtstidende 20.2.1879)
Åsværet er ei øygruppe i Dønna kommune på kysten av Helgeland.
«En gammel venn av Johan Thorsen [i Haugesund] fortalte meg at Thorsen et år tjente tyve tusen spesiedaler på Åsværsild.» (Frå artikkelen ’Fiske- og sildehandel i 60- og 70-årene’ i Haugesunds Dagblad av 4.10.1948)