…[D]er om Vinteren i Året 1826 faldt enten ingen eller næsten ingen Sne. En Landvind blæste for det Meste hele Vinteren, så det var temmelig besværligt at komme hjem med alle de Farmer af Vårsild, som den Vinter mere end nogentid før og jeg tror – eiheller siden blev opfiskede. Silden stod da meget nær indunder Land. Tæt udenfor «Bønæsset» ind under «Flåvær», indunder «Nupene», mellem «Gursken» og «Hallebygden» kunde snart sagt fiskes såmeget man vilde. Den søgte endog forbi Larsnes ind i «Røvdefjorden». 2de aldrende Mænd fra Åmdalen nemlig Elias Knudsen Hovdenak [1772-1837] og Johannes Hanssen Osvold [1783-1868] reiste afsted med sine Skovprodukter for at borttuske samme i Sild og Fisk. Da de var komne sør for «Skredestranden» – det skulde være nærved Thorsæt – brød der op omkring deres lille Båd en ualmindelig Sildestime. Harme over, at de ikke skulde være i Besiddelse af Noget, hvorved de kunde få noget af denne Overflødighed ind i Baaden, griber Elias Nakken en stor «Taregreip» vikler om Greipens «Tæer» nogle Vidjer og med denne – vistnok aldrig før benyttede «Sjøbørnad» øser han ind i Båden efter hvad jeg hørte fortælle, – omtrent en Tønde Sild.
Anders Welle [1802-1883] i «Møringen» av 16. mars 1872.