Vartdal den 1juni 1894
KJÆRE VENINDE
Skamfulhedens rødme farver mine kinder når jeg tenker på hvor uendeligt lenge det er siden jeg modtog dit brev og endnu ikke har besvaret det. Årsagen har nu for en stor del været at jeg ikke har vidst noget særdeles til at skrive om, som kan interessere dig, og dessuten har jeg vært meget optatt med andre ting så skrivetimerne har været få.
Jeg håber dog at du tilgiver mig min sendregtighed.
Mange takk for brevet det var mig særdeles kjærkommet midt i den ensomme, kolde vintertid at få høre lidt derborte fra eder, som jeg var vandt at ferdes sammen med.
Først må jeg sige dig at jeg lever vel som før er frisk og rask Gudske tak for det. Vinteren gik nokså hurtig syntes jeg, trods det at vi ikke hadde stort «preike» eller andre møter, i fisketiden iallefall. Her var rigtig nok noget stille, men vi som var hjemme gjorde nu vårt bedste for at forkorte tiden for hverandre. Søndasgkveldene gik vi tildels sammen og morede os ved forskjellige slags lege, et par kvelder var jeg med at rendte meg også. Nu siden i vår har her også været stille, fåe møder, vi har havt bare to ungdomsmøder efter fisken.
Den 17de mai havde vi møde i Nøre-Vartdal, men vi fik så stygt veir for vi begyndte ikke før kl. 5-6. Der var tilstellet et prægtigt sted hvor vi skulde samles, de havde hugget en mængde brisk og satt der på så der så ud som en liden skog, som de havde ryddet op på vona det skulde blive ruskeveir. Her var ikke ret mange talere og sangen var også mådelig, men en del grise som boede under, holdt os med moro idet de gryntede så vemodigt at om nogen havde sunget en sørgemelodi så kunde det ikke gå en mere til hjertet. Men virkningen blev den at næsten hele forsamlingen måtte kjæmpe med sig selv for at ikke overstige det sømmelige og briste ud i latter, kun taleren beholdt det sedvanlige alvor.
En hest og en kalv stemte også i med de øvrige et par gange. En hel del piger havde kledt sig i nasjonaldragt, så havde bare veiret været gunstigt så havde det været nokså høitidligt, men først blev vi våde og siden var det så bidende koldt, at de staklerne som gik sjorteærmerne frøs så de kunde ønske sig en gråtrøie istedenfor nasjonaldragten.
Forrige søndag var her et politiske folkemøde i Nøre-Vartdal «Suleguten» kom fra Ålesund med en flokk storekara. Diskusjonen var livlig, venstre seirede, skjønt størsteparten af bykarene var høiremænd, blot 2 venstremænd.
Jeg har glædet mig til at missionsmødet blir her så kommer både du og mange andre kjændte hid, nu ser det næsten ud til at det skal blive innstillet på grund af sygdommen i byen, det er ikke sikkert enda. Hvis det blir må du komme op, hvis ikke må du komme på sætren.
Jeg formoder at du liker dig godt i din nye tjeneste.
Nu må jeg slutte med en kjærlig hilsen til dig fra
Din Veninde
Frå Årsskrift 1985. Hareid Historielag