En skrekkelig Nat
Mandag [i forrige Uge] var Veiret bra til ud på Eftermiddagen, da det begyndte at kule fra SV. Flere Skøiter gik iland om Aftenen; men en Del kom først ind Tirsdag. Under Farten hjemover Tirsdag blev en Mand slaaet overvord fra en Skøite, der hører hjemme på Ellingsøen. Denne Mand blev dog heldigvis reddet. Fra en Skøite her fra Byen gik også en Mand overbord med den følge, at han druknede. Han hørte hjemme på Bergenskanten.
Tirsdag og Onsdag var det Landligge. Torsdag var Veiret såvidt, at Fiskerne atter forsøgte, skjønt det var utrygt. Det blev heller ikke værre, end at en Del fik se efter sine Redskaber.
Fredags Morgen var Veiret utrygt; men ud på Morgenen bar det dog aftsted med Bådene. Det gik også bra med dem, der tog på Hjemveien tidlig. Således kom alle Både her fra Byen vel hjem igjen. Rigtignok faldt Erik Slinning overbord fra sin Dæksbåd ude ved Stenvågen, idet han gled og tapte Ballancen; men heldigvis blev han flydende på Ryggen – uden noget at holde sig til – indtil hans Folk fik vendt Båden og fik bjerget ham.
Men for dem, der tog sent på Hjemveien den Aften, blev det en Bedrøvelsens Nat. Det var nemlig en hel Del Garn og «Snørebåde», som lå langt ude i Havet, til det var næsten ganske mørkt, og da slog det med et til med en ualmindelig tyk og langvarig Snekave, og på samme Tid røg der op en svær Storm (for 3 Rev) fra Nord.
Mange Både fra Øerne satte Kurs for Bredsundet, og med disse gik det, såvidt vi har kunnet erfare, bra. En kom rigtignok så nær Læstaskjæret, at det så faretruende ud; men de kom dog uskadt fra det.
Andre kom ind Gidskesundet, og heller ikke her skede nogen Ulykke, såvidt vi ved. Men af de Vigerøbåde, der satte Kurs for sit Hjemsted, var det ikke mindre end 4, som blev foruluykket. Fra to av disse Både, der seilte lige på Land (på Vigerøens Nordvestside) blev alle Mand reddede. En fik dog sit ene Ben brækt. Fra en tredie Båd, der seilede på Land på Vigerøen (søndenfor Røsvig) blev kun en Mand reddet, og det i en meget forkommen Tilstand.
Lørdags Morgen fandt man en Dæksbåd liggende i Fjæren ved Gidskeødegård [Ei anna avis seier Giskegjerde]. Alle Mand fra denne Båd er omkomne. Begge disse sidste Både «lå til Hus» på Blindheim, og der omkom fra disse 11 Mand. Styrmanden på Dæksbåden var Elias J. Fiskerstrand.
En anden Båd kom så nær en Båe udenfor Vigerø, at Søen tog ud en Mand fra østre Sundmør. Han fik heldigvis fat i Enden av Skjødet, og der holdt han fast, trods de måtte seile en god Stund for at komme fra Brændingen, før de kunde redde ham. Han blev bjerget. Flere andre har også været ilde ude.
Søndmøre Folkeblad, 5. mars 1895.
Bådforlis
Under den voldsomme snestorm nat til lørdag bortkom to både, den ene fra Fiskerstranden, den anden fra Vannelven – begge liggende til fiske på Blindheim. Ialt bortkom 11 Mand. En blev reddet, idet han drev iland på en vragstump. En båd fra Rørvik seilede sammen med den ene af de bortkomne både da ulykken hendte. Da lå begge og loddede så nær, at de kunde tale til hverandre. Styrmanden på båden fra Rørvik råbte over til den anden, at nu fik de sætte på seil og søge at komme over da det med et blev svært grundt. Rørviksmanden reddede sig tidsnok over; men den anden rammedes af grundbrotet. Der hørtes et svag skrik og intet mere. At komme til hjelp var umuligt både på grund af storm og mørke. – En båd seilede på land, da den var så godt som hjemkommen. Mandskabet reddedes, men båden splintredes. – Det fortælles, at det blandt de bortkomne ere en far og to sønner. – Rygterne om flere ulykker, skal ikke forholde sig rigtige.
Søndmørsposten, 7. mars 1895.
Eit sveip i «Folk ved havet III» syner at frå styremann Elias Johansson Fiskergård [sic] sin båt omkom Erik Syvertsson Haukeberg, Johan Andersson Nakken, Ola Eriksson Rekdal, truleg romsdalingar alle tre. 31-åringen Knut Knutsson Sighaug var styremann om bord i «storebåt»en frå Vanylven som låg på feltet i lag med den nemnde Rørvik-båten. Han hadde med seg den eldre broren Jakob, Ola Knutsson Bakken, Anders Olsson Brudevik, Matias Matiasson Brudevik, Knut Knutsson Fredsvoll og Hans Pålsson Hundsnes. Dei omkom alle, frårekna Hans Hundsnes. Band 1 av Vanylvssoga, side 154, fortel at Hans «vart kasta innover brotet på ei stor tilje, og vod inn mot land etter ei grynne… denne grynna var ei smal egg som han lett kunne ha gått utfor og kome på djupt vatn. Han kom seg på land, men kaven var så tjukk at han såg ingen ting og kom til å gå over Synesfjellet i staden for til Røsvik som låg nokså nær. Dei rekte faret etter han i snøen og det synte seg at han fleire gonger hadde vore i stor fare for å gå seg utføre og kanskje slå seg i hel. Han kom fram til Futegarden på Synes. Anders O. Brudevik fann dei fastklemd i ein klove i fjellet [?] dagen etter og Matias Brudevik fann dei i taren 3 dagar etter. Ola Bakken fann dei taren om våren og Jakob Sighaug fann dei att mest nord i Haram. Hine fanst aldri att». Kva han heitte han frå «Bergenskanten» som vart slegen over bord frå ei skøyte, finn eg ikkje.